Når du får en killing fra os

Der er nogle ting du skal være klar over, når du køber en killing fra os.
  • Der er tale om en racekat, som derfor har en stamtavle som dokumenterer at det er en Maine Coon, og ikke en blanding af f.eks. Maine Coon og Norsk Skovkat.
  • Killingen vil være vaccineret mindst 2 gange, og dermed færdig vaccineret.
  • Den vil være neutraliseret (steriliseret), med mindre du er opdrætter.
  • Du vil tidligst kunne få killingen med hjem, 1 uge efter den har fået sidste vaccination eller er blevet neutraliseret. Dette er for at sikre at killingen ikke reagerer negativt på vaccinationen, som f.eks. at den får feber, eller har komplikationer efter neutraliseringen. Herved sikrer vi også at du undgår at skulle gå til dyrlæge, umiddelbart efter du får den hjem. Det skal jo være en fornøjelse af få en killing, og ikke en bekymring.
  • Killinger som sælges til kæl, vil altid være neutraliserede. Dette minimerer også  problemer for familien, hvor killingen skal bo. Hun katte som er i løbetid er ikke altid nemme at være i stue med, da de larmer en del, og hankatte urinerer også for det meste, for at markere deres områder. Ved at neutralisere killingen oplever man normalt ikke disse problemer.
  • Der er en sundhedsattest som er udfyldt af dyrlægen, som oplyser at der ikke er kendte fejl på killingen, og hvis der skulle være fejl, vil det fremgå af denne.
  • Begge dens forældre er DNA testet for de arvelige sygdomme som anbefales af Felis Danica, og som er relevante for Maine Coon’s, samt resultat af andre test. Du kan se de test der er lavet på killingernes forældre, under menuen Vores katte. Her finder du oplysninger om vores Fertile hankatte og Fertile hunkatte Skulle hankatten være fra et opdræt uden for vores, vil det være muligt at se tilsvarende test. Der benyttes kun katte i opdrættet som overholder avls anbefalingerne. Endvidere bør du se på Felis Danica avls anbefalinger.
  • For at sikre en killing uden komplikationer, vil killingen mindst være 14-16 uger gammel, når du får den hjem. Den kan den også være ældre, hvis vi har overvejet at bruge den i opdræt.
  • Iflg. Felis Danica vedtægterne, må vi ikke lade en killing forlade sin mor, før den er mindst 14 uger. De danske regler siger 12 uger. Men som sagt vil killingen typisk være 14-16 uger før du får den hjem. Typisk vil en killing blive kastreret/neutraliseret i 14 uge, og så holder vi øje med den i endnu 1 uge, for at sikre der ikke er komplikationer når du får den hjem. Du skal heller ikke til dyrlæge, da sting også er fjernet. Killingen er klar til at blive nusset om.
  • Killingen vil være vant til andre katte, støj fra støvsuger og anden almindelig støj i hjemmet, og har naturligvis været en del af vores familie i det daglige. og vil i det omfang det har været muligt, også være vant til små børn. Vi har ikke selv børn, men inviterer børn til at lege med killingerne. Socialiseringen af killingen sikrer at den vokser op, som en harmonisk killing. Anders arbejder på nedsat tid, og bruger en stor del af sin fritid på at socialisere killingerne.
  • Frem til killingen er 16 uger, vil den være dækket af en sundhedsforsikring under deres mors forsikring. Herefter tegner vi en selvstændig forsikring på killingen (med mindre andet aftales), som fordi den er tegnet mens den var killing, giver det en bedre dækning, og er billigere end normal prisen, da vi benytter vores opdrætter rabat. Som standard vil denne forsikring gælde i 1 år, og som i herefter kan vælge at forsætte med – eller lade være. Forsikringen er fra AGRIA. Årsagen til at killingen får en forsikring med, er ikke at vi forventer den bliver syg, men for at det ikke er et problem, hvis uheldet er ude, med en killing med dårlig afstands bedømmelse.
  • Hvis du ikke i forvejen er medlem af Maine Coon klubben, så følger der et  medlemskab med til killingen, resten af året. Dette giver også rabat på sundhedsforsikringen. Et medlemskab af JYRAK, har du også mulighed for, til en nedsat pris inkl. Kattemagasinet.
  • Der følger en startpakke med killingen, som indeholder bla. det foder som den er vant til, samt legetøj og andet. Endvidere medfølger der tæppe som dufter af søskende og mor, så overgangen til et nyt hjem bliver nemmere.
  • Og du er naturligvis altid velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål.
Processen for at kunne købe en killing, vil ofte ligne det du ser nedenfor – men ingen regler uden undtagelser, for det er levende familiemedlemmer vi snakker om, som skal være hos dig i mange år.
  1. Du kontakter os, fordi du er interesseret i en killing, og du må meget gerne fortælle lidt om hvor killingen kommer til at bo.
  2. Hvis vi er ved at få killinger, får du at vide ca. hvornår vi forventer der kommer et kuld killinger, og dermed hvornår i kan kontakte os igen.
  3. Vi bruger ikke venteliste, men fordi nogle ikke kan vente ( det er altid svært at skulle vente på at få en killing )  – så er det bedre du henvender dig igen, når du ved der er killinger på vej.
  4. Det vil på hjemmesiden minowisi.dk kunne se at vi har killinger, og helt sikkert også på Facebook, og der vil også løbende blive vist nye billeder af dem begge steder.
  5. Når vi så endelig får killinger, går det et stykke tid før du får lejlighed til at se dem. De skal lige være robuste nok, til at der kommer fremmede. Ofte vil de være nogle uger gamle, før du kan se dem. Dette er for at beskytte killingerne, i den periode hvor de er mest sårbare for sygdomme.
  6. Det er endnu ikke muligt at aftale, at du får en bestemt eller om der er en killing til dig, fordi vi måske selv overvejer at beholde en af killingerne. Når de er ca. 10-12 uger ved vi måske om vi beholder en enkelt af killingerne, og hvilken af dem. Dette skyldes at killingerne i dette tidsrum udvikler sig meget, ører og krop o.s.v. kommer på plads.
  7. Når i har valgt at i ønsker en af killingerne, er i velkommen til at komme og besøge os løbende, og får naturligvis både billeder og video af dens udvikling. Når i er sikre på i vil have killingen, skal vi have et depositum, som aftales på forhånd. I nogle tilfælde betales der først, når vi overgiver killingen i jeres varetægt.
  8. Vi vil altid vælge killingens nye hjem, ud fra hvad vi mener tjener den bedst, og hvor vi forventer den nye familie passer bedst til den. At du måske denne gang ikke får en killing fra os, betyder ikke at du er “dumpet”, men at en anden familie har kunnet tilbyde nogle forhold, som er vigtige for os. Noget af det vi vejer højt, er f.eks. hvis søskende kan blive sammen, at der i forvejen er en kat den kan trives med, og ikke mindst at den ikke går frit i naturen eller byen. Du kan læse mere om fordelene, ved at din kat ikke løber frit, på vores artikel om at være friløber.
  9. Bemærk:  Selvom der er indgået en aftale, og betalt depositum, kan det en sjælden gang ske, at vi desværre må fortælle jer at der alligevel ikke er en killing til jer. Det sker en sjælden gang, at en killing må aflives, eller viser sig at have en væsentlig fejl, eller er under observation for dette. Men hvis det skulle ske, vil vi altid hjælpe jer med kontakt, til en anden opdrætter som også har killinger.
  10. Der vil blive udfærdiget en købskontrakt, hvor det vi aftaler fremgår. Der er tale om en kontrakt, som oplyser om der evnt. skulle være kendte fejl, ligesom chipnummer, forældre og stamtavle fremgår, samt om killingen er solgt som selskabs/kælekat, til udstilling eller til et opdræt. Evnt. kan der stå nogle særlige betingelser, hvilket typisk vil ske ved killinger som sælges til andre opdrættere. Denne kontrakt underskrives når i modtager killingen, eller ved betaling af depositum.
  11. I kontrakten vil der også fremgå et depositum, og at vi gerne vil orienteres om hvordan killingen har det fremover, og evnt. betingelser hvis i f.eks. ønsker at aflive katten, eller af anden årsag ikke mere kan have katten. Typisk vil vi gerne have førsteret til at få den retur, og skriver derfor også en pris i kontrakten hvis dette skulle blive aktuelt. Vi kan herefter omplacere katten for jer.
  12. I kontrakten vil der separat fremgå en pris på selve killingen. Denne pris dækker nogle af de omkostninger vi har til bla. DNA tests, hjerte scanninger, dyrlæge, vaccinationer, udstillinger og meget andet ifbm. opdrættet. Endvidere vil der være et punkt med andre omkostninger vedrørende din killing, som f.eks. vil være dyrlæge, vaccinationer, neutralisering, stamtavle, forsikring m.v. – killingens pris og andre omkostninger vil være den samlede pris som I skal betale for killingen.
  13. Og når killingen så endelig er mindst 14-16 uger gammel, kommer i med en transportkasse (eller vi kommer med killingen), og i får en startpakke(r) med hjem sammen med killingen. I pakken er der foruden foder, også en vejledning til jeres nye familiemedlem, og lidt om hvorfor den har fået det navn den har, samt andre oplysninger om f.eks. foder. Når I får overdraget killingen, betales det sidste af den pris der står i kontrakten.
  14. Men også efter i har fået killingen med hjem, er i meget velkommen til at fortælle hvordan det går, eller stille spørgsmål og få hjælp. Men vi vil også gerne have lov til at ringe til jer og høre hvordan det går, og om der er nogle spørgsmål eller andet vi kan hjælpe med.

Bemærk: Vi kan ikke garantere at katten får en given farve, mønster, størrelse eller vægt, særligt temperament eller andre egenskaber. Dette afhænger af faktorer vi ingen indflydelse har på, ligesom vi ikke kan garantere eller love at den vil leve et vist antal år.

Det er levende skabninger, og ikke alle er ens.